Om Teresa

Hvem er jeg?

Jeg hedder Teresa, og jeg er en kreativ kvinde, der lige siden barnsben har været fascineret af at tegne, lave videoer og hjemmesider. Jeg har altid brugt min fantasi meget, og som lille opfandt jeg bl.a. mine egne karakterer og lavede tegneserier og diverse historier med dem.

Min interesse for tegning åbnede senere mine øjne op for grafisk design og hjemmesider. At opbygge en visuel identitet og kommunikere ud fra denne via forskellige medier, synes jeg er enormt spændende.

Derfor valgte jeg at tage multimediedesigner-uddannelsen og senere digital konceptudvikling som overbygning. Derudover har jeg taget et intensivt tegnekursus på den anerkendte skole The Animation Workshop i Viborg.

Det giver mig en stor fordel som grafisk designer, at mine evner i tegning er bundsolide. Det gør det nemmere for mig at designe logoer og andre grafiske elementer, der kræver gode tegnefærdigheder.

I sociale sammenhænge bliver jeg beskrevet som empatisk, positiv, nem at snakke med og struktureret. Jeg er en social introvert, der elsker en god snak med kollegaer, men som også har brug for plads til koncentrerede “deep dives” i mit arbejde. Hvis nogen foreslår en gåtur i pausen er jeg altid med, da jeg godt kan lide at bevæge mig mest muligt i løbet af en arbejdsdag. 

Og så er jeg altid klar på en snak om animation/tegning, brætspil, musik og Nintendo (ja, jeg er nørdet!)

TM-3 lille
TM-5 beskåret

Hvad søger jeg, og hvem er jeg i arbejdssammenhænge?

Jeg søger job inden for grafisk design, digital kommunikation og markedsføring. Stillingsbetegnelserne kan dermed bl.a. være grafisk designer, marketingkoordinator eller kommunikationsmedarbejder.

Min arbejdsstil som medarbejder er præget af grundighed, kreativitet og at være en holdspiller. Jeg vil rigtig gerne være en del af et team, der løfter virksomhedens marketingtiltag, samtidig med at jeg engang imellem kan dykke koncentreret ned i en opgave selv.

Faglige værktøjer, jeg har solid erfaring i, er bl.a. illustration, animation og SoMe-billeder lavet i Adobe-pakken, MailChimp til nyhedsbreve, hjemmesider opbygget i WordPress og diverse værktøjer til projektstyring. Derudover kampagneplanlægning, sociale medier, brugerundersøgelser, interviews og content creation.

Jeg er meget ansvarsfuld og god til at overholde deadlines og arbejde koncentreret. Jeg er desuden menneskeorienteret, hvilket vil sige at jeg altid har fokus på, at de løsninger jeg laver skal fungere til mennesker. Derfor sørger jeg også for at kommunikere med de rette målgrupper, som skal bruge mine løsninger, og tester mit arbejde – så jeg kommer væk fra computeren og hen til dem, jeg faktisk skal lave løsninger til. Pga. min høje empati er jeg god til at tune mig ind på, hvad der giver mening for de målgrupper, jeg arbejder med.

Dette siger andre

“Teresa har i forbindelse med AU Summer University udarbejdet en målrettet video til vejledning for AU’s egne ansøgere til programmet. Hun har samarbejdet med AU IT om opgaveløsning, planlagt og gennemført interview og test til afklaring af problematik i målgruppen, udarbejdet et storyboard og en animationsvideo.


Teresa har gennem hele projektet arbejdet meget selvstændigt og ansvarsfuldt. Produktet er leveret til tiden og i meget høj kvalitet. Det har til fulde opfyldt vores forventninger om levering af en visuel vejledning til AU ansøgere på AU Summer University.”