Ny hjemmeside til KVM - virksomhed der producerer industrimaskiner

Jeg var ansat i KVM, som producerer industrimaskiner til asfalt- og betonindustrien. Jeg havde til opgave at redesigne virksomhedens visuelle identitet, så den fremstod moderne, professionel og troværdig. I den forbindelse skulle jeg opbygge og designe deres nye hjemmeside i WordPress ved hjælp af værktøjet Elementor.

KVM ønskede en let overskuelig hjemmeside, der samtidig skulle skabe blikfang. På forsiden bliver man mødt af en fængende hero-sektion med en profilvideo af KVM, der består af forskellige klip fra virksomheden i aktion. Selvom virksomheden har fokus på det tekniske i form af industrimaskiner, var det vigtigt for os ikke at glemme mennesket bag, og at KVM består af dygtige mennesker, der brænder for deres fag.

Hjemmesiden består af et overblik over KVM’s teknologi, heriblandt asfaltfabrikker, betonmaskiner og forme til produktion af fliser. Derudover skulle der være en kontaktside, som gik videre til de respektive afdelinger i virksomheden. Til sidst er der naturligvis også en om/karriere-side, hvor man kan læse om KVM som arbejdsplads.

Der er blevet lagt et stort arbejde i det responsive design, og der har været meget testing og kommunikation mellem mig og salgsafdelingen for at sikre det bedste resultat. Dette projekt gav mig i øvrigt god erfaring med at opbygge hjemmesider i sproglag, som var en del af opgaven med kvm.dk.

Virksomheden var særdeles tilfredse med resultatet, som kan læses i udtalelsen nederst på siden.

“Både indholdsmæssigt, sprogligt og grafisk er hjemmesiden nu blevet løftet op til noget nær superliganiveau, så vi behøver bestemt ikke holde os tilbage med at promovere den og tilskynde vore kunder til at gå på opdagelse i den. Det vil jeg selv gøre fra nu af. Godt gået, Teresa! 😊 TAK!”

Udtalt af tidl. kollega fra KVM A/S vedr. deres nye hjemmeside